RejsRejsRejs » Rejsefavoritterne » Det Indiske Ocean: Sådan finder du den rigtige ø til din næste rejse
Australien Comorerne Indien Madagaskar Maldiverne Mauritius Mozambique Rejsefavoritterne Reunion Seychellerne Sri Lanka Tanzania Zanzibar

Det Indiske Ocean: Sådan finder du den rigtige ø til din næste rejse

Maldiverne - stran, vand, kvinde - rejser - verdens mindste lande
Der er så mange fantastiske øer i det Indiske Ocean, at det kan være svært at vælge. Her er redaktionens bud på de bedste øer at besøge i det Indiske Ocean, uanset hvordan du rejser.
Skodsborg banner Tropical islands Berlin princess cruises banner

Det Indiske Ocean: Sådan finder du den rigtige ø til din næste rejse er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen.

Maldiverne - strand - hav -rejser

Maldiverne, Seychellerne, Mauritius – og mange flere

Der er så mange fantastiske øer i det Indiske Ocean, at det kan være svært at vælge.

Her er redaktionens bud på de bedste øer at besøge i det Indiske Ocean, uanset hvordan du rejser.

Banner rejsekonkurrence
Seychellerne det Indiske Ocean Strand Palme Rejser

Øer med et smukt hav tilfælles

Du vil nemt kunne finde smukke billeder af perfekte strande fra alle de smukke øer i det Indiske Ocean. Du ved den slags billeder, hvor man får en trang til at styrte ind og finde badebukserne eller bikinien frem, fordi det simpelthen ser så lækkert ud. Og det er det i en del tilfælde også.

Her på redaktionen har vi nu besøgt alle de vigtigste øriger i det Indiske Ocean, og det har slået os, hvor forskellige de her steder er. Med nærmest alt.

Kulturen, strandene, maden, service, bæredygtighed og ikke mindst infrastruktur, sikkerhed, turistmængder og prisniveau. Det kan godt være, at de ligner hinanden på postkortene, men det gør de så langt fra i virkeligheden.

Derfor får du her en guide til øerne i det Indiske Ocean, fra Seychellerne til Sri Lanka, og Madagaskar til Maldiverne. Så ved du, hvad du skal kigge og gå efter, når hverdagen har brug for rejsedrømme om sol, strand og unikke kulturer.

Vi viser også vej til et par øgrupper, som du sikkert ikke kender, og til sidst er der en samlet vurdering af, hvilke øer redaktionen anbefaler samlet set.

Sri Lanka

De bedste kultur-øer

Nogle af de største forskelle mellem ørigerne ligger i kulturen. Derfor starter vi her.

Hvis du også er interesseret i kulturen, er Sri Lanka et oplagt valg. Den smukke ø flyder med UNESCO-steder, der går flere tusinde år tilbage og er let tilgængelige. De fleste taler godt engelsk og er meget venlige, så det er også nemt at opleve hverdagskulturen på nærmeste hånd – inklusiv den tydelige kolonihistorie fra briterne.

Du kan besøge templer, du kan se cricket, og du kan se skolebørn i ens skoleuniformer med slips til alle. Du kan også møde fiskerne og teplukkerne.

Seychellerne leverer også på kulturen. Ikke så meget på den klassiske kultur, men i en skøn ø-kultur, hvor det er nemt at føle sig hjemme. Der er en fascinerende blanding af katolske ritualer blandet med voodoo fra Afrika, og også her kan du nemt blive en del af det, hvis du kan engelsk eller fransk.

Det tredje oplagte valg er Zanzibar helt inde ved kysten. Zanzibar er som en del af Tanzania ikke en ø-stat, men har dog en vis selvstændighed, og den er med her, fordi øen rummer en stor del af historien om det Indiske Ocean.

Hovedbyen Stone Town fortæller om den arabiske slavehandel, om krydderi-eventyret, om mødet mellem kulturer og religioner. Der er noget magisk over at fare vild i den gamle bys smalle stræder og kigge på smukke trædøre og indsnuse krydderierne, der hænger i luften. Det er også et sted, hvor man skal være lidt mere forsigtig end ellers.

Til gengæld bør man tænke sig godt om, før man vælger Maldiverne, hvis man er interesseret i kultur, for der er ikke så meget, der er tilgængeligt for en som rejsende.

find et godt tilbud banner 2023
seychellerne, strand, det Indiske Ocean, rejser

De bedste strande i det Indiske Ocean

Alle øerne i det Indiske Ocean har steder med helt fantastiske strande, og derfor kræver det også en hel del at komme på denne liste.

Maldiverne er berømte for deres strande. Alle øerne er atoller – det vil sige ringformede koraløer – der i sagens natur har det fineste sand omkring sig. Du kan også finde sandrevler midt ude på det lave hav, der omkranser øerne. Mange steder er det børnevenligt.

Der er både eminente muligheder for snorkling og dykning – ofte direkte fra stranden af. Du kan dog ikke altid være sikker på, at du må bade på stranden.

På alle beboede øer er der restriktioner for, hvor du må bade – der skal være en såkaldt ‘bikini beach’, og tæt på hovedstaden bader man med tøj på. Det gælder dog ikke på resort-øerne, hvor der ikke bor lokale. Der kan også være plastik på strandene.

Seychellerne har altid 2-3 strande med i top 10-listerne over verdens smukkeste strande. Anse Source d’Argent og Anse Lazio er perfekte strandperler, hvor fløjlsblødt sand møder palmer og de ikoniske klipper.

Der er mindst 20 af den slags fantastiske strande rundt omkring på de tre hovedøer, der alle er klippeøer. Derudover er der enkelte resort-øer i det omliggende koralhav.

Den smukkeste af dem alle er måske stranden Anse St. Jose på Curieuse i Curieuse Marine National Park tæt på Praslin. Udover naturens festfyrværkeri på stranden vandrer der kæmpeskildpadder rundt midt i det hele. Praslin er nok den smukkeste af de tre store øer, blandt andet fordi den har en nationalpark midt i det hele.

På Seychellerne er der fornuftige muligheder for snorkling og dykning på klippeøerne og rigtig gode muligheder på de få koraløer.

Til gengæld er der også strande, hvor du ikke kan bade pga klipper, bølger og så videre. På hyggelige La Digue er der fx en række strande, der ikke kan bades fra, fordi der er kraftig understrøm en del af året.

Andamanerne og Nicobarerne ligger tættere på Thailand end Indien, som de hører til. Hvis man leder efter smukke strande uden alt for mange mennesker, er der en stribe strande på Andamanerne, der kan gøre enhver strand-entusiast blød om hjertet. Elephant Beach på Havelock Island er fx berømt for sin skønhed.

Du kan til gengæld kun besøgte nogle af øerne på Andamanerne – og ingen på Nicobarerne – og det kræver noget vilje at komme helt derud.

Reunion er til gengæld ikke det allermest oplagte valg til en strandferie, da der kun er enkelte gode badestrande, og der er haj-problemer…

De bedste natur-øer i det Indiske Ocean

En ting er strande, noget andet er hele naturoplevelsen. Her kommer vi ikke udenom et af de mest fantastiske naturlande i verden, nemlig Madagaskar.

Madagaskar har alt, hvad hjertet kan begære af naturoplevelser – og så lidt oven i. Er du bare den mindste smule nysgerrig på sjældne dyr og vilde landskaber, er Madagaskar et oplagt valg. Du skal bare bruge god tid på det, for det er en stor ø.

Øen Reunion ved siden af Mauritius er på størrelse med Fyn og har alligevel over 200 mikroklimaer!

Reunion har de vildeste landskaber, du kan finde i hele regionen, inklusiv en af verdens mest aktive vulkaner kaldet La Fournaise, ‘Ovnen’. Den lille ø er derfor paradis for enhver, der elsker at trekke eller bare nyder at komme ud og mærke naturen.

Sri Lanka er naturen altid tæt på, selvom der bor mange mennesker på øen, der kun er en halv gang større end Danmark. Der er en stribe smukke nationalparker, hvor du kan opleve et væld af dyr fra elefanter til leoparder. Der er de flotteste bjergformationer og smukke strande overalt. Sri Lanka er et oplagt valg for den naturinteresserede.

Hvis du er til kæmpekrabber, er den australske ø Juleøen til gengæld et sikkert hit.

Reunion rum arrange rom det Indiske Ocean rejser

Den bedste mad og drikke

Reunion er en del af Frankrig, og det plejer jo at garantere for god mad, og det gør det også her. Kombinationen af de franske madtraditioner med alt hvad en tropeø kan levere som fuldfede vaniljestænger, frisk sværdfisk og ananas er virkelig lækkert.

Prøv rhum arrangé, der er den lokale form for kryddersnaps, bare med rom og forskellige krydderier og planter. Det er ikke unormalt, at der bliver sat 15-20 forskellige på bordet, når der skal smages, så hold på hat og briller, for der er procenter i.

Når man har rejst rundt på fastlandet i Tanzania, er det som en drøm at komme til Zanzibar. Allerede når du stiger af færgen eller flyet, kan du fornemme det: Der er krydderier i luften. Nelliker, kanel, kardemomme, muskatnød, karryblade og alt muligt andet velduftende.

Krydderierne går igen i maden på krydderiøen, så grillet fisk med ris pilaf a la Zanzibar er himmelsk, og så kan du komme på tur i krydderiplantagerne bagefter.

Maden på Sri Lanka er måske ikke så varieret, som man ellers kan finde i regionen, men til gengæld er det frisk og lækkert. Der står karryretter, nudler, tun og masser af kokos og frisk frugt på menuen, og der er et fint hygiejneniveau, der gør, at man også kan spise fra foodtrucks og caféer.

                                                                 

Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig! 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Indien - Andamanerne - det Indiske Ocean rejser

Den bedste infrastruktur og sikkerhed på øerne

Generelt er øerne mere end almindeligt sikre, og i en verden, hvor det ikke er standard, er det jo altid dejligt. Sikkerhedsniveauet hænger tæt sammen med udviklingen i landet og derfor også med infrastrukturen.

Reunion har et vejsystem, der er bedre end de fleste i Europa, og er helt oplagt til et road trip. Der er også et rimelig fornuftigt bussystem, hvis du ikke vil leje en bil. Reunion opleves som en meget sikker ø.

Mauritius er et ret udviklet samfund med fornuftige veje og et enkelt bussystem. Hovedstaden er småkaotisk, men ellers opleves Mauritius som et vældig sikkert sted.

Seychellerne har gode veje og også moderne færgeforbindelser mellem de tre store øer. De lokale er glade for rom-punch, men selv de steder, hvor der er gang i gaden, opleves Seychellerne som et sikkert sted, hvor alle kender alle.

Maldiverne, Zanzibar og Comorerne har alle ustabile regeringer og samfundsinstitutioner, der gør, at man sagtens kan besøge dem, men man skal lige tjekke situationen inden afgang. Madagaskar har en noget udfordret infrastruktur, der gør, at det tager tid og kræfter at komme rundt.

De øer i det Indiske Ocean med de venligste mennesker

Der bor mange venlige, generøse og interessante mennesker på vores planet, og dem er der heldigvis også mange af på øerne i det Indiske Ocean. Her er et par af favoritterne blandt mange oplagte steder.

Mauritius har vi mødt nogle af de venligste mennesker, man kan forestille sig, på hoteller og i restauranter. En professionel venlighed, der vel nærmest kan kaldes for et perfekt værtsskab. Det er sværere at komme i kontakt med lokalbefolkningen, men hvis man forsøger, får man gerne et smil tilbage.

Sri Lanka er primært en buddhistisk ø, og den hjælpsomhed og jordbundethed, der ligger i traditionerne her, er intet mindre end fantastisk. De fleste kan engelsk, og det er derfor supernemt at kommunikere med de lokale, der uden videre vil hjælpe dig.

Seychellerne har kun knap 100.000 beboere, og det gør, at alle kender alle. Det giver sådan en ø-stemning på den bedste måde, hvor der er masser af venlighed og overskud. Den kreolske kultur har varme, gæstfrihed og endda humor, og det er derfor ikke kun naturen, der trækker så mange til øerne – det er også de smilende mennesker.

Australien - koralrev - rejser, Indiske Ocean

De bedste øer i det Indiske Ocean til bæredygtighed

At rejse ansvarligt og bæredygtigt er blevet vigtigere for mange mennesker, og det er heldigvis et område i stærk udvikling.

Et oplagt førstevalg er Seychellerne. Her har staten lavet kæmpestore nationalparker i havet og en grøn fond. Hotellerne fremviser stolt deres initiativer, som er alt fra solceller og ingen plastik til genskabelse af koralrev og lokale projekter.

Der er en kæmpe stolthed i befolkningen over den natur, man har, og det gør, at der er et oprigtigt ønske om at passe på den. Der er også en ungdomsbevægelse, der tydeligt presser regeringen og hotellerne til at blive ved med at udvikle sig.

Sri Lankas kultur handler i høj grad om at tage hånd om mennesker og naturen. Det er nemmere at finde vegetarisk mad end mad med kød, og der er en blomstrende tradition for økologiske madvarer og krydderier. Øen er ikke kommet så langt i forhold til bæredygtig transport, men er langt på mange måder i forhold til de begrænsede økonomiske ressourcer.

Enkelte af de beboede øer på ø-gruppen Maldiverne tager opgaven alvorligt, fx den beboede ø Bodufolhudhoo, hvor man har forbudt plastikposer og passer på strandene. Bodufolhudhoo er i øvrigt er en god oplevelse i modsætning til den mindre behagelige naboø Rashdoo.

Men det er langt fra alle øerne på Maldiverne, der tager et ansvar. Heller ikke alle de store resorts, der er 100% afhængig af importerede varer i et land, der har endog meget svært ved at håndtere affald.

Første gang man oplever en lokal smide plastikflasker direkte i havet, bliver man ret overrasket, indtil man indser, at det desværre sker jævnligt. Så se dig godt for her.

Valuta, penge, Indiske Ocean

De billigste øer i det Indiske Ocean

Der er virkelig stor forskel på prisniveauet de forskellige steder. Her er de tre bedste øriger, hvis du ikke har verdens største budget til mad, overnatning og transport:

Sri Lanka er det, vi plejer at kalde ‘Thailand-billigt’. Mad og almindelig transport er så billigt, når du kommer med danske kroner, at det ikke er noget, man behøver at tænke så meget over. Hoteller findes dog i alle prisklasser, og entréer er ofte unødvendigt høje.

Andamanerne er så tilstrækkeligt langt væk fra turiststrømmen, at du kan rejse rigtig billig rundt hernede. Det betyder også, at infrastrukturen ikke altid er perfekt, men den er til gengæld billig.

Den store ø Madagaskar har rigtig mange hoteller og restauranter, hvor du virkelig får værdi for dine penge. Smukke boutique-hoteller ved en nationalpark koster mindre end et hostel i Danmark, og restaurantpriserne er ofte så lave, at man igen tænker på steder som Thailand.

Reunion, Seychellerne og også Maldiverne har derimod ofte nordeuropæiske priser, og Mauritius er ikke så langt fra. Man kan dog sagtens besøge de lande på et mindre budget, men så kræver det bare planlægning, og at man fx bruger offentlig transport, booker guest houses og billige lejligheder eller rejser uden for sæsonen.

rejsebureau grafik marts 2014
Indien Andaman Island Strand Andamanerne Rejser Indiske Ocean

De øer med færrest andre rejsende

Hvis du godt kan lide at komme lidt væk fra der, hvor alle de andre tager hen, er der flere gode muligheder.

Lakkadiverne er Maldivernes nordlige fætter. De kaldes også Lakshadweep, og hvis du er i tvivl om, hvor ukendte de er, kan du prøve at google “Lakkadiverne”, hvor du sikkert vil blive vist resultater for Maldiverne i stedet…

Øerne tilhører Indien og har tidligere været lukket land, men ikke mere. Koraløerne ligger ud for et af de mest oplagte steder at besøge i Indien, nemlig Kerala, og du kan sejle eller flyve herud. Det er rimelig simpelt, men der er både hoteller og andet godt for besøgende.

Comorerne er næsten lige så ukendte som Lakkadiverne. Det er en lille øgruppe, der ligger tæt på Afrika, og her kan du også finde smukke strande og venlige lokale.

Det er ikke en klassisk turistdestination, og styret er ikke det mest stabile, men hvis du er til eventyr, kan du sagtens overveje det. Det samme gælder naboøen Mayotte, som stemte sig selv ind i Frankrig i 2014, selvom øen slet ikke har samme europæiske kultur som Reunion.

Andamanerne ligger så isoleret, at det ikke er så mange, der finder herhen. Du skal via Indien og så videre derfra ud til de små øer. Det er et smukt sted, hvor der er god plads og masser af oplevelser at hente.

Mauritius har også en ret ukendt ø, Rodrigues, 600 km mod øst midt i ingenting. Selvom der findes en stribe hoteller her, er det mest lokale rejsende fra de nærliggende øer, som kommer her.

Mozambique har også en stribe ret ukendte øer, hvor de mest oplagte er øgruppen Quirimbas med Ibo, Medjumbe og Vamizi og også Bazaruto-øerne.

Langt ude i den østlige ende af det Indiske Ocean har Australien også et par øer, nemlig Juleøen ‘Christmas Island‘ med krabberne, og Cocos-øerne ‘Cocos Keeling Islands’, og her kommer der også ganske få besøgende.

Du kan også sagtens finde yderst fredelige hjørner på Seychellerne og Maldiverne, selvom de får langt flere besøgende, end de har indbyggere, for der er stadig god plads.

Hovedstaden Malé på Maldiverne overrasker nu de fleste, for få har forventet et mini-Hong Kong midt på en koral-ø, og her skal man kun overnatte, hvis man virkelig har brug for det i forbindelse med sin flyafgang. Men hvis du tager ud til de øer, der ligger længere væk, er der ganske få besøgende.

Selve hovedøen Mauritius er også ret tætpakket specielt langs kysterne. Der er også relativt mange mennesker på Reunion, selvom den nu ikke virker overfyldt på grund af den megen natur.

De bedste øer i det Indiske Ocean samlet set

Alle øerne har en del at byde på. I sidste ende er det op til dig, hvad du lægger vægt på, og hvad du har budget og mulighed for. Når det er sagt, er der nogle af øerne, som vi samlet set har nemmere ved at anbefale til nye rejsende, der leder efter de klassiske dejligheder i det Indiske Ocean. Det er de her tre:

Seychellerne, Sri Lanka og Reunion.

Mauritius er fint til en uges strandferie, men så er der heller ikke så meget mere at opleve. Til gengæld kan Mauritius nemt kombineres med naboøen Reunion, og så har du en perfekt kombination. Hvis du er til mere eventyr, er Madagaskar et rigtig godt bud.

God rejse til et fantastisk sted på verdenskortet. God rejse til det Indiske Ocean.

Klik her for at finde rejsetilbud til Afrika og rejsetilbud til Asien.

Øer i Det Indiske Ocean du skal besøge på din næste rejser

Om forfatteren

Jacob Jørgensen, redaktør

Jacob er en munter rejsenørd, der har rejst i mere end 100 lande fra Rwanda og Rumænien til Samoa og Samsø.

Jacob er medlem af De Berejstes Klub, hvor han har været bestyrelsesmedlem i fem år, og han har en omfattende erfaring med rejseverdenen som foredragsholder, magasinredaktør, rådgiver, forfatter og fotograf. Og naturligvis vigtigst af alt: Som rejsende. Jacob nyder både at rejse traditionelt som fx bilferie til Norge, krydstogt i Caribien og storbyferie i Vilnius, og mere ud-af-boksen rejser som solotur til Etiopiens højland, road trip til ukendte nationalparker i Argentina og vennetur til Iran.

Jacob er landeekspert på Argentina, hvor han har været 10 gange indtil videre. Han har tilbragt næsten et år i alt på at rejse igennem de mange forskelligartede provinser, fra pingvinlandet i syd til ørkener, bjerge og vandfald i nord, og har også boet i Buenos Aires i et par måneder. Derudover har han særlig rejseviden om så forskellige steder som Østafrika, Malta samt landene omkring Argentina.

Udover rejseriet er Jacob en hæderlig badmintonspiller, Malbec-fan og altid frisk på et brætspil. Jacob har desuden haft en karriere i kommunikationsbranchen i en årrække, senest med titel af Communication Lead i en af Danmarks største virksomheder, og har i en del år desuden arbejdet med den danske og internationale mødeindustri som konsulent, bl.a. for VisitDenmark og Meeting Professionals International (MPI). Jacob er i dag også studielektor på CBS.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.